Klar besked til PlejePlus: Ikke flere 'røde sager'
LOLLAND: Borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S) har i dag holdt møde med ledelsen fra Pleje Plus. Emnet var de mange problemer med levering af pleje siden starten af december. Og budskabet var klart: Tingene skal bringes i orden, lyder det fra kommunen.
- Det er ikke Lolland Kommune, der har valgt, at der skal være en fritvalgsordning på hjemmehjælp. Det har Folketinget besluttet, men vi skal selvfølgelig sikre, at de private firmaer leverer et professionelt stykke arbejde, og at borgerne får den pleje og praktiske hjælp, som de har krav på, understreger Holger Schou Rasmussen.
Af de 266 borgerhenvendelser, som komunen har modtaget om Pleje Plus fra 1. juni 2016 til 31. januar 2017, blev mere end 170 afleveret i løbet af juni, juli og august 2016. Henvendelserne havde meget forskellig karakter - lige fra spørgsmål til den visiterede pleje til klager over manglende levering eller fejl i leveringen.
I efteråret blev driften stabiliseret, antallet af henvendelser faldt til et normalt niveau, og kommunens forventning var, at samarbejdet nu var i god gænge.
Dette har ikke holdt ved. Fra december 2016 har der igen været mange borgerhenvendelser og en gennemgang af sagerne har vist, at fire sager i perioden vurderes som røde - dvs. at de er så alvorlige, at de kan have haft alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for de berørte borgere. De kan også udløse en advarsel om kontraktbrud. Lige nu evalueres sagerne af BDO, der afgiver deres vurdering i uge 12.
- Jeg har gjort det helt klart for ledelsen af Pleje Plus, at der kun er to slutninger på denne sag: Enten genetablerer de den stabile drift, vi så i efteråret, eller også slutter vores samarbejde med Pleje Plus. Vi vil ikke se flere røde sager, og vi kan ikke acceptere, at der er så mange mangler, som det var tilfældet i december og januar.
Da Pleje Plus overtog som eneste fri-valg-leverandør var firmaet 5 mio. kr. billigere end den anden tilbudsgiver, Lev Vel.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.